onsdag den 11. januar 2012

Suppebrød!

Menuen stod på klar suppe herhjemme i dag. Mmmmmh!

Jeg elsker jo suppe (tror jeg godt I er klar over nu), men Søren plejer ikke at være så vild med det. Men da jeg lavede ugens madplan skulle han have vagt i dag og i morgen, men det blev ændret, så han er nu bare på almindelig job hele ugen og er derfor hjemme hver aften (Yaaaaaaih!) :) Men han har alligevel accepteret at vi bibeholdte madplanen for denne uge.


Da der fortsat var lidt energi efter jeg kom fra job i dag og efter at have gået en god lang tur med bimsen (ihvertfald en af de længere ture i den sidste tid), så bestemte jeg mig for at lave brød til suppen. Jeg plejer altid at købe noget brød og varme, men tænkte at nu skulle det altså være!


Jeg kunne derfor huske at jeg for noget tid siden havde set nogle lækre brød ved Anne. Opskriften kan ses her - jeg har dog lavet en lille ændring, da vi ikke havde så god tid til at vente på at dejen hævede :)

Hævetid: Ca. 1 time og 15 minutter
Bagetid: Ca. 20 minutter ved 175 grader
Ingredienser:
40 gram gær
1 tsk salt
2½ dl mælk
1 spsk sukker
2 spsk solsikkeolie
125 gram durummel
250 gram hvedemel

Mælken lunes ganske lidt. Gæren opløses i salten og mælken, sukker og olie tilsættes.
Begge meltyper tilsættes og æltes godt sammen.
Dejen stilles til hævning - det skal hæve til dobbelt størrelse. Min dej stod i ca. 45 minutter.
Herefter deles dejen i 12 stykker. Disse stykker deles herefter i hver 3 dele, som trilles til små kugler.
En muffinsform med 12 huller pensles med olie. Der lægges 3 dejklatter i hver muffinsform så det danner et "kløverblad".
Dejen efterhæver herefter i 30 minutter og bages midt i ovnen til de er gyldne.

Ingen kommentarer: