søndag den 1. januar 2012

Nytårsmenuen 2011!

Jeg beklager på forhånd for de dårlige billeder. Men sådan går det når kæresten er taget på vagt med SD-kortet til kameraet i computeren, jeg ikke kan finde laderen til mit gamle digitalkamera og ens mobil har det mest elendige kamera UDEN blitz! Hmpf!

Men jeg fik lavet lidt mad i går, til trods for at jeg var alene hjemme.

Jeg lavede MissMuffins Chicken Florentine Puffs med lidt ændringer og så blev der også lige lavet lidt pestosnegle, som jeg lige så ved Lise i går, da jeg havde butterdej til overs.


Pestosneglene kræver ikke nogen opskrift her, da det er så nemt at lave og Lise har beskrevet det så fint og taget gode billeder:)
Men jeg skriver i stedet den reviderede opskrift på MissMuffins Chicken Florentine Puffs!


Antal: 4 stk.
Bagetid: 15 minutter ved 200 grader (alm. ovn)
Ingredienser:
1 - 2  plade butterdej (den færdigudrullede)
2 kogte kyllingebryster
200 gram smørreost (jeg brugte naturel)
Ketchup
2 tomater, skåret i små tern
5 kugler optøet spinat
½ porre skåret i små stykker
Lidt mozzarellaost
1 æg (til pensling)
Salt + peber

Kyllingebrysterne koges i 15 minutter. Når de er lettere afkølet "rives" kødet fra hinanden med to gafler.
Smørreosten blandes med en klat ketchup, salt + peber og røres godt sammen.
Tomaterne og porren skæres i tern/skiver og vendes i smørreosten sammen med spinaten. Kyllingekøddet blandes i sammen med de andre ingredienser og det hele smages til. Evt. med lidt chilikrydderi.
Butterdejen pakkes ud af pakken og deles i tre dele på langs.
Der lægges en god klat fyld på den ene halvdel af butterdejen hvor der lægges lidt mozzarellaost på toppen. Den anden del af butterdejen foldes over fyldet og siderne trykkes sammen med en gaffel dyppet i vand.
Butterdejspladerne pensles med æg og bages midt i ovnen til de er gyldne (ca. 15 minutter).


Jeg lavede en let salat dertil, en bagekartoffel og lidt flutes. Det mættede så godt at jeg ikke engang havde plads til chips eller Daimis, som jeg havde indkøbt!


Kenzo klarede også aftenen fint. Han var lidt ekstra på vagt og ville være alle de steder jeg var. Så der var konstant bevogtning af døren til badeværelset når jeg var derude. Skørre lille bimse :) Så derfor kom hans kurv da også med ud i køkkenet, da jeg stod og kokkererede


Nu vil jeg bevæge mig ud på en lille gåtur med Kenzo. Her er en skøn ro i kvarteret i dag (ikke fordi pensionister larmer det vilde i forvejen), men man kan bare mærke den anderledes ro der er sådan en 1. januar! Og derefter er det hjem og gøre lidt rent, rippe juletræet og få det ud på terrassen og så tror jeg der skal være plads til et karbad senere :)

Hvordan skal jeres 1. januar "fejres"?

4 kommentarer:

Anne sagde ...

Rigtig godt nytår til dig, håber du kom godt ud af 2011 og rigtig godt ind i 2012:-)

Mange hilsner fra

Anne.

Malene uden R sagde ...

Tak og i lige måde, Anne.
Jeg hoppede ind i det nye år med hundebimsen oppe fra sofaen så det kunne jo ikke være bedre :)

Anne sagde ...

Mmh det ser alt for lækkert ud, Malene! :)

Malene uden R sagde ...

Anne - Det var også bare så simpelt at lave og nu har jeg 3 "pakker" til at ligge i fryseren til at tage med i madpakken eller til en dag aftensmaden skal være lidt hurtig. Skønt med sådan noget mad! :)