Mig & Crohn!

Jeg har diagnosen Morbus Crohn - en kronisk inflammatorisk tarmbetændelse

Det er denne sygdom jeg hentyder til, når jeg i nogle blogindlæg skriver at jeg har dårlige dage pga. maven eller beskriver andre ting henvisende til denne sygdom!

Jeg har egentlig altid haft en "anderledes" mave og har brugt mange timer på toilettet i min barndom.
I 2003 kom jeg på efterskole, og kunne i den forbindelse mærke en ændring i min mave. Mine toiletmønstre ændredes og jeg begyndte at få smerter i maven, som kom og gik med dages eller uges mellemrum.

I 2004, da jeg startede på gymnasium, havde jeg fortsat smerterne og ubehag i forbindelse med toiletbesøgene. Men jeg havde gennem flere år fået at vide af min læge, at mobning gennem flere år fortsat kunne sidde i kroppen på mig og i og med at jeg i disse år gennemgik en del ting personligt og skiftede miljøer og vennekredse grundet skolerne, så fandt jeg denne beskrivelse, som min læge gav, for rimelig.

Gennem de næste år fortsatte smerterne, men enhver kroniker vil kunne genkende, at man med tiden "lærer" at leve med smerten, og den ikke længere er så voldsom.
Det var derfor først i 2009 - da jeg var igang med min kontoruddannelse, jeg havde været flyttet hjemmefra i 1½ år og jeg nu boede med min kæreste, at jeg fik ny læge og der skete lidt ting.
En læge under uddannelse havde mig til konsultation grundet forstoppelse gennem 1½ uge (!!) og her blev sat gang i nogle ting.

Jeg blev henvist til sygehuset og der var selvfølgelig ventetid. Der blev rejst mistanke om glutenallergi, bakterier, svamp og diverse andre ting. Men ingen af undersøgelserne gav lægerne klart svar. Og da jeg døjer med forstoppelse kunne det ikke være en tarmbetændelse. Godt så!

Efter flere måneder med at gå til kontroller og intet medicin hjalp skulle jeg igennem en koloskopi (kikkertundersøgelse af ende- og tyktarm).
Her kunne lægen se store dele af tarmene med betændelse og de biopsier, som blev taget ved undersøgelsen, viste Crohn.
Jeg havde nu en diagnose - en diagnose jeg havde ønsket i flere år, men nu når den var her, ville jeg meget gerne slippe af med den igen. Det at blive "stemplet" som kronisk syg er ikke rart og i en alder af 23 er det helt uoverskueligt - mit liv føltes nærmest først begyndt!

Diagnosen kom i november 2011 og efter nogle måneder på højdosis Prednisolon, for at slå betændelsen i tarmene ned, er jeg nu på ny medicin - Imurel. Dette skulle holde betændelsen nogenlunde i ro og give mig en normal hverdag.
Jeg har ikke følt det har hjulpet - dog har jeg mindre mavesmerter. Men de er begyndt at blive værre og 2. januar 2013 blev jeg MR-skannet. Denne viste store mængder betændelse og er derved et bevis på at min medicin ikke har hjulpet. Lægerne tænker fortsat hvad som skal ske - det næste skridt er biologisk medicin - Remicade.

/opdateret 17.02.13