torsdag den 14. november 2013

Bryllup - Receptionen!

Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

Vi havde valgt at holde en reception efter vielsen, da vi synes at det var en fin måde at invitere nogle med til vores dag, som vi ikke kunne finde penge til at skulle med til festen i budgettet.

Så mens vi fik taget billeder ude i parken, så blev der serveret sandwich og kølige drikke indendøre til vores gæster.
Vi havde håbet på at det kunne være foregået udendørs, men grundet den vilde blæst på dagen, så blev det hele rykket indenfor.

Vi havde valgt sandwich med tre slags fyld:
  - Hjemmelavet æggesalat.
  - Hjemmelavet tunsalat.
  - Parmaskinke med ost.


Efter vi havde brugt næsten 1 time på at få taget billeder i parken, gik vi indenfor og skulle skære bryllupskagen for.
Jeg havde selv stået for topfigurene, som blev lavet helt færdige om morgenen og kørt ud til feststedet med mine forældre efter kirken. Så ingen skal komme og sige at jeg var stresset op til brylluppet, når jeg havde overskud til at lave dem færdige om morgenen :)


Kagen blev holdt i enkel stil med marcipanovertræk og friske blomster matchende brudebuketten - den røde tråd blev trukket gennem det hele uden jeg havde behøvet at våge over alle beslutningerne, og det glædede mig så meget på selve dagen!



Kagens indhold var lyse lagkagebunde med et lag med nougatmousse og et lag med en bærmousse. En skøn kombination, som vi fik meget ros for at have valgt :)

Vi nød at der var tid til at sidde og slappe lidt af og hygge omkring vores gæster, som havde fundet sig helt til rette med den gode service fra personalet :)

Derudover havde tjenerne arrangeret gavebordet i et lokale lige ved siden af receptionen, så vi følte fortsat at vi var sammen med gæsterne, selvom vi pakkede lidt gaver op til receptionen.
Og så fik vi ikke mindst hjælp af vores to søstre til at notere hvilke gaver vi fik og hvem giveren var, så vi har en fuldstændig opgørelse over dette.



Efter vi havde åbnet lidt af gaverne (vi fik seriøst så mange skønne gaver, med en del kærlige tanker bag), så var det tid til velkomstdrink, som skulle åbnes med sværd.
Det kom som en stor overraskelse for mig at det var os selv som skulle gøre det, så derfor er jeg meget koncentreret og ikke så fotogen på billederne :)
  



Det var simpelthen så sjovt, at prøve at åbne en flaske med et sværd, og det gik overraskende nemt.
Og så mobber jeg stadig Søren med, at min flaske havde en renere "snit" end hans (det var vores søde tjener som bedømte det) :)

Efter vi fik lidt let i glassene var det tid til kongebilledet, inden vi skulle sættes os til bordet.
Vi havde både solen og vinden lidt imod os på dette tidspunkt, så fotografen blev nødt til at tage billedet med solen i ryggen, så nogle af gæsterne lukker øjnene.


Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

torsdag den 10. oktober 2013

Bryllup - Fotoshoot!

Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

Efter vielsen i kirken blev vi kørt til feststedet i en ældre Ford A. Vi nød tiden vi havde med hinanden, hvor vi bare sad og småsnakkede og skålede. Og så kendte jeg dem begge, som var med til at køre bilen, så der blev også hyggesnakket lidt undervejs.


Vi kunne køre direkte ind i parken på feststedet, og vi bestemte hurtigt med vores fotograf Torben udenfor kirken, at vi tog direkte hertil og fik billeder, da de andre steder vi havde tænkt på var for dårlige denne dag pga. den enorme blæst.
Og her bagefter er vi glade for vores valg. Det gjorde netop også at vi i sidste ende havde mere tid med gæsterne, da vi ikke skulle køre et andet sted hen, og så var der rigtig god læ. Dog ikke nok til at vinden ikke snuppede mit slør én gang :-O

Vi hyggede os enormt meget under billedtagningen og vi havde en god kemi med Torben. Og det kan klart også ses på billederne. Der er mange, som har den der skæve vinkel jeg elsker, og som jeg ofte også selv tager billeder efter.
Det er med at fange øjeblikket og ikke gøre det for opstillet. Og det klarede Torben til perfektion, selvom vi selvfølgelig har nogle opstillede billeder :)

Jeg vil lade billederne tale for sig selv og håbe at I vil nyde dem lige så meget som vi gør :)
Dog får I ikke alle billederne at se fra billedtagningen - der er simpelthen så vildt mange at vælge imellem, så jeg har taget et lille udsnit :)










Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

søndag den 29. september 2013

Bryllup - Vielsen!

Alle billeder er taget af Thorhauge Fotografi!

Efter den stille og rolige morgen og formiddag, begyndte nerverne at melde sig, da jeg kom ind i mine forældres bil, og vi skulle køre de få meter op til kirken.



Jeg kan stadig huske at jeg var så blændet af min smukke brudebuket, at jeg blev helt rundtosset og slet ikke kunne forstå at nu var det nu!



Min stedfar, som skulle føre mig op, var irriterende rolig og tog gentagne gange gas med mig. Bl.a. da han bare stillede sig og med armen og sagde at nu var han altså klar, alt imens at min søster rendte rundt omkring mig, for lige at få kjolen helt på plads :)

  
Han havde heldigvis den ro der skulle til, for at vi kunne gå stille og roligt op af kirkegulvet og prøve at nyde det hele. Jeg havde dog kun mest øje på gulvet, for at bevare fatningen (ja, jeg er en af de typer som næsten altid græder i kirken), og så havde jeg øje på Søren, som stod med meget våde øjne og ventede på mig oppe i kirken :)



Vores præst var helt fantastisk. Hun var smilende, uhøjtidelig og holdt en smuk tale for os, som vi heldigvis har fået en kopi af til evigt minde :)


Jeg er beriget med nogle skønne kollegaer, og nogle af dem var mødt op, og sad og ventede på mig. Men de dannede så også espalie udenfor kirken, og jeg blev simpelthen så rørt. Det havde jeg slet ikke regnet med at nogle ville gøre, og det var bare sådan en ting jeg rigtig gerne ville have.
Og som om det ikke var nok, så havde de taget nogle journalomslag med, som jeg endda har lavet. Det var ligesom lige prikken over i'et :)


Min skønne, gravide veninde så sit snit til at få givet lidt ekstra ris ned i kjolen, så jeg havde rig mulighed for at brygge en skøn risengrød til senere på aftenen! :)
Men de andre var nu også "venlige" til at give rigeligt med ris :)



Udenfor kirken stod en gammel Ford A, som vi blev kørt ud til feststedet i. Det var en skøn tur, da vi kunne sidde stille og roligt og nyde hinanden med et lille glas. Og ikke mindst more os over alle de biler som dyttede til os på vejen :)


Pssst! I dag er det i øvrigt vores 3 måneders bryllupsdag <3

Alle billeder er taget af Thorhauge Fotografi!

lørdag den 28. september 2013

Ovenpå igen!

Der er meget stille på bloggen for tiden. Jeg har haft meget om ørerne de sidste par måneder, men de sidste par uger har jeg dog egentlig kun haft én ting at fokusere på. Og det er at komme ovenpå efter en operation.


Jeg er i bedring, men det tager tid, og psykisk er jeg lidt hårdt ramt for tiden.

Så I skal ikke forvente en helt masse fra mig, men jeg fortsætter dig med at fortælle lidt fra brylluppet - jeg kan jo slet ikke lade være :)

søndag den 25. august 2013

Bryllup - Min morgen!

Min søster havde overnattet ved mig og stod derfor for en del praktiske ting på dagen. Hun klarede fx morgenmaden, hundeluftningen, at sætte flag ud på vejen (vi flager på fødselsdage og specielle anledninger), tage billeder og en masse andre ting.
Det var så skønt at hun kunne gøre alt dette, for så kunne jeg stille og roligt nyde morgenen og vågne helt op, inden min frisør kom kl. 9 (!!).


Der kom desværre den forhindring i vejen for os, at den nabo som skulle have passet Kenzo, har en søn som blev indlagt om fredagen. Men heldigvis tilbød en anden nabo at lufte ham, men da de skulle i byen det meste af lørdagen, betød det at han skulle blive i huset mens vi alle blev gjort klar og også efter vi kørte. Men det var faktisk slet ikke noget problem, selvom han da en enkelt gang eller to endte med at få en køretur på slæbet, da jeg var kommet i kjolen - men det var kun med til at lette på smilebåndet :)


Min svigerfar og hans kone havde sørget for min håropsætning og make up, så deres nabo kom op til mig kl. 9 og gik i gang. Hun skulle også sætte min søsters hår, så derfor gik vi igang i god tid, og havde virkelig god tid til at hyggesnakke, pjatte og stresse lidt over vejret. 







Efter håret var sat og make up'en var lagt, så skulle jeg lige hjælpe min mor og søster i tøjet, før det blev min egen tur. (og derefter havde vi ikke lige fokus på at få taget billeder, så min egen billedstorm stopper derfor her :) )
Min kjole skulle heldigvis ikke over hovedet, så vi tog det alle meget roligt, og da jeg var kommet i kjolen og den sad som den skulle, så satte frisøren sløret på, og sikrede sig at det hele var som det skulle.


Og pludselig forsvandt alle folkene i huset. Frisøren var færdig og kørte afsted, og min mor kørte op i kirken i god tid, for at få styr på de sidste ting, hvis der skulle være nogle løse ender.

Vi bor kun ½ minuts kørsel fra kirken, så vi kunne ikke køre i så god tid, så kl. 13.50 sagde jeg farvel til Bettemanden og lukkede døren derhjemme. Jeg blev bakset ind i mine forældres bil sammen med min stedfar og søster, og så satte vi kursen mod kirken.

Selve kirkedelen var så speciel, at jeg blogger om det i et andet indlæg - men nu er jeg da i det mindste igang med at fortælle om brylluppet, og ikke mindst vise billeder! :)

fredag den 19. juli 2013

Lykkelig!

Nedenstående billede blev taget på vores bryllupsdag 29. juni 2013!


Vi havde den mest fantastiske dag og vi har efterfølgende haft 15 fede dage i USA. Jeg glæder mig til at vise jer billeder og fortælle om det hele.
Men lige nu vil jeg bare nyde det sidste af min ferie, sammen med min mand, og så vil jeg langsomt prøve at få skrevet nogle indlæg når det igen er blevet hverdag :)

Hvis I savner nogle billeder af min hverdag (eller mit spam af bettemanden), så kan jeg findes på Instagram under profilen Maleneudenr :)

lørdag den 4. maj 2013

Tupperware!

Forrige weekend var Bettemanden og jeg hjemme ved en kollega til brunchhygge med en del af de andre fra afdelingen.

Dagen bød på et overdådigt madbord (vi medbragte alle lidt ting), aloe vera-forkælelse og muligheden for at købe produkter, og så var der til sidste Tupperware-party!

Det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi begge var meget trætte, da vi vendte snuden hjem senere på aftenen.

Jeg fik købt lidt nyt til køkkenet. Jeg har længe sukket efter en ny vandflaske til arbejdet, så den er hermed i hus, sammen med nogle nye kander til køleskabet og ny bøtter til resterne, nu når Søren er en del væk (igen)!

tirsdag den 16. april 2013

Sommerfornemmelser!

Bettemanden har i dag ligget lidt tid i forhaven, mens jeg fik støvsuget en af bilerne og ordnet lidt udenfor.


Vi kunne vist begge fornemme sommeren og de varmere temperaturer komme snigende - så han har i dag skiftet til sommerselen, og jeg er rykket i fleece-jakken istedet for vinterjakken! :)

onsdag den 10. april 2013

Bryllup - Accessories #2!

Jeg har købt lidt mere til brylluppet! :)

Efter jeg fik bestemt og ikke mindst købt kjolen, gik det stille op for mig at jeg jo skulle have et par sko dertil, og det skal være sko jeg kan lære at gå ordentligt i, så jeg ikke ligner en vraltende sæl (jeg har det bedst i flade sko)!


Jeg havde derfor længe kigget på forskellige pumps på nettet, da jeg er vild med pumps med åbning foran og en lille sløjfe eller andet foran ligesom disse. Men jeg må desværre erkende at jeg ikke er god i højhælede!

Jeg fandt derfor disse sko og trykkede derfor "køb" for et par dage siden.
De er skønne at gå i og jeg skal ikke rigtig vænne mig til dem, da hælen ikke er så høj og kilehæl er bare så meget nemmere (for mig) at gå i.


Jeg har købt min taske til brylluppet herfra. Det er en rigtig god service og rigtig fin taske!



Det skønne ved Dana's tasker er, at man selv kan vælge inderforet, så på denne måde fik jeg mit "noget blåt" :)

mandag den 8. april 2013

Madplan uge 15!

Mandag - Aftenmøde på arbejdet - vi får mad der (Søren er på sejlads)

Tirsdag - Hjemmelavede fiskefrikadeller (Søren er på sejlads)

Onsdag - Rest fra tirsdag (Søren er på sejlads)

Torsdag - En hurtig rugbrød (Søren er på sejlads)

Fredag - Hygge med min søster (Søren er på sejlads)

Lørdag - Evt. hygge med en veninde (Søren er på sejlads)

Søndag - Rest fra fryseren (Søren er på sejlads)

søndag den 31. marts 2013

Gæk Gæk Gæk!

Jeg har sørme fået gækkebrev i år :)


Jeg kan slet ikke gætte hvem det er fra - specielt ikke når afsenderen har fået sin bedste til at spørge om jeg har fundet et gækkebrev ude i postkassen ;)


Vi var ved Grænsen i onsdags, og der var der heldigvis nogle forstørrede kinderæg, som min gækkebrevs-afsender modtager i næste uge, når hun igen er hjemme ved hendes far! :)