Viser opslag med etiketten Morgenmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Morgenmad. Vis alle opslag

lørdag den 14. juli 2012

NUTELLA!

Jeg har nydt sådan en omgang her til morgenmad. Ikke den sundeste men på en skive franskbrød med en masse gode ting i, kan det vel ikke skade at smøre lidt Nutella på <3

HURRA for venner som lige skulle til grænsen og kommer hjem med et par glas til os! :)


fredag den 29. juni 2012

Sommerfarven gul!

Ååååh hvor jeg savner solen, dens varme stråler og dens fantastiske indvirkning på mit humør!

Så er det heldigt at den lokale honningmand hjemme ved mine forældre og Føtex' gode tilbud på juice kan hjælpe bare en lille smule på det :)



Jeg har stadig dage indimellem hvor min appetit ikke er så stor om morgenen. Derfor spiser jeg ofte nogle ting på disse dage, som måske ikke nødvendigvis er så gode for min mave, men jeg prioriterer istedet at jeg kan få min hjerne til at fungere fra morgenstunden, da det er her der er knald på på arbejdet med stuegang og diverse akutte patienter fra aftenen og natten.
Og så er det altså skønt at kunne snuppe en ristet franskbrød med lidt honning på - mmmmh mums! :)


Jeg nyder desuden at kunne støtte de lokale rundt omkring og så samtidig vide at det man betaler for er også det du får med dig - og det ved jeg med denne skønne honning, som helt uden label på bøtten :)

søndag den 23. oktober 2011

Stille start!

Jeg har været længe om at komme igang i dag!
 Vi var hjemme ved mine forældre i går og fejre min mor sammen med mine søskende. En rigtig dejlig dag og aften og længe siden jeg har hygget mig så godt i deres selskab!

Jeg beklager det trætte ansigtsudtryk - min sygdom er på vej i udbrud for tiden, så sover elendigt om natten!
Og bettemanden var selvfølgelig også med og klædt fint på

Jeg startede derfor morgenen med et stille og roligt "morgenbord"


Det blev både til en portion Kellogg's Coco Pops, amerikanske pandekager og et rundstykke.
Det er ikke normalt at jeg spiser et produkt som Coco Pops, men da jeg var nede og handle i morges i Fakta var de på tilbud, og så tænkte jeg at det kunne være hyggeligt lige at have sådan en pakke herhjemme til weekenderne :)

Vaskemaskinen kører allerede for anden gang i dag og Søren ligger og sover rusen ud. Jeg var først inde og hente ham i Nørresundby kl. halv 9 (!!?), da han var til en kammerats 30-års fødselsdag efter min mors fødselsdag i går. Det tager vist hårdt på ham :)
Imens har jeg besluttet at mig og bettemanden skal have en stille og rolig søndag sammen :) Der er sat dej til hævning til madpakken og så skal jeg forberede fremlæggelsen af vores projekt til på torsdag, hvor jeg også skal have læst et andet projekt igennem og prøvet at forberede lidt spørgsmål.

Der er nok at gå igang med i dag! :)

Hvad står din søndag på!?

fredag den 5. august 2011

En morgensynd!

Nogle morgener har man bare brug for at synde lidt!

Her til morgen er det Kellogg's Coco Pops Crunchers :)

onsdag den 6. juli 2011

Jordbærmarmelade!

Jordbærrene fra igår var af sorten Sonata - de skulle være nogle af de sødeste. Og de smager også rigtig godt :)


Her er 7 kg jordbær klar til fryseren!
Jeg tog 1500 gram jordbær med hjem, så vi kunne få hjemmelavet marmelade. Resten kom i fryseren hjemme ved mine forældre, så der er til mere marmelade eller andet her resten af året.

Opskriften på marmeladen kommer her:

Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser:
1500 gr. jordbær
850 gr. sukker
1 brev geleringspulver + 3 spsk sukker

Atamon + kogt vand til klargøring af sylteglas.

Jordbærrene hældes i en skål og sukker hældes over. Det skal stå og trække lidt i køleskabet.
Jordbær + sukker hældes i en stor gryde og koges stille op.
Når det har kogt i ca. 10 minutter blandes 3 spsk. sukker sammen med geleringspulveret, og hældes ved bærrene, mens der røres godt. Det koger et par minutter.
Marmeladen hældes i foodprocessoren lidt af gangen og blendes (dette skal kun gøres hvis man ikke ønsker bær i marmeladen). Du skal IKKE bruge en blender. Trykket fra den varme marmelade gør at låget letter og der så er marmelade i hele køkkenet - jeg taler desværre af bitter erfaring! Så hellere en stavblender, hvis du ikke har en foodprocessor.
Marmeladen hældes på de skoldede glas og køler at lidt tid på køkkenbordet. Det skal efterfølgende på køl.

Jeg har ikke fået taget et billede af den færdige marmelade, men den skulle smages her til morgen på en skive friskbagt franskbrød med ost (flødehavarti er selvfølgelig den eneste rigtige) :)

Lige for tiden er jeg en dag bagud med at poste indlæg. Det er rigtig træls! Men mit overskud er bare ikke til det helt vilde, og nu når vejret er så godt i de her dage, så nyder vi at hygge udenfor eller ordne lidt i haven. Og sådan bliver det nok her resten af vores ferie - så bær over med mig! :)

søndag den 24. april 2011

Morgenen startede med sommer

Jeg var dygtigt og lavede koldskål her til morgen :)


Opskriften er fra en kogebog ved min mor, som vi har lavet gennem mange år. Den er så nem og simpel at man kan huske opskriften år for år.

Forberedelsestid: 3 minutter.

1 dl rørsukker
1½ - 2 spsk vanillesukker
3 dl Cheasy natural
1 liter kærnemælk

Rørsukker, vanillesukker og Cheasy natural røres godt i blenderen eller med elpisker i ca. 1 minut.
Hvis du laver det i en blender, tilsættes halvdelen af kærnemælken og røres rundt i ½ minut ca.
Herefter hældes det på en kande, i en skål eller andet og resten af kærnemælken tilsættes.


Jeg lod det stå og "trække" mens jeg tog opvasken fra igår aftes (ja, vi var for dovne til at tage den der) og mens Sørens rundstykker blev færdige i ovnen.

Jeg fik kammerjunker til, men jeg plejer næsten altid at bruge corn flakes her om sommeren. Det gør at det ikke bliver knap så "tungt" og lidt mere sommerlig :)

Resten af dagen er gået med nye projekter - men det må blive en anden dag I får det at vide :)

I kan dog lige få lov til at nyde et billede af ham her den bette, som fik lov til at sove middagslur i en havestol, godt pakket ind i tæpper :)
Man er jo ikke ene-hund for ingenting :)

torsdag den 21. april 2011

Hyggemorgen

Jeg fik lyst til at forkæle Søren lidt her til morgen - og selvfølgelig også mig selv :)
Så jeg fandt denne her frem fra gemmeren
Og det blev til en god stak amerikanske pandekager <3

Uhm mums - pandekager med lys sirup og fryserundstykker. Nogle gange må det gerne være nemt - men godt :)

Nu vil vi igang med at være huslige = spartle væggene i soveværelset og gangen. Jeg håber snart at dette spartelhelvede får en ende - men der er desværre mange rum endnu :)

mandag den 14. marts 2011

Øllebrød!

Ja, sådan en omgang blev sat over igår :)

En af mine veninder grinede sidst jeg lavede sådan en omgang - hun syntes åbenbart jeg var så sød, fordi jeg jo er ung, men nyder retter fra da mormor var ung ;)

Opskriften er fra God Mad Let At Lave:

Jeg har taget udgangspunkt i opskriften derfra, men har lavet en lille ændring - lært af min mor :)

Forberedelsestid: 10-15 minutter.
Kogetid: 20 minutter.

300 gr. mørkt rugbrød
3/4 liter vand
40 gr. sukker
Rød saft

Rugbrødsskiverne skæres i små stykker og lægges i en gryde.
Jeg skar desuden også kanterne væk, så man undgår for mange klumper.
Sukker hældes i gryden.
Der tilsættes rød saft til blandingen. Jeg har ikke noget mængdemål af saften. Men vil vurdere omkring 1 dl til 300 gr. rugbrød.
Vandet tilsættes og gryden står og trækker i nogle timer eller til næste dag.


Øllebrøden skal koges ved svag varme og røres godt i.
Det smages til med sukker eller evt. rød saft og hældes derefter i en skål, hvor der hældes sukker over øllebrøden, for at der ikke skal dannes skind.


Opskriften fra bogen er lavet på baggrund af 300 gr. rugbrød - jeg lavede af 900 gr.

Jeg har delt øllebrøden i små fryseposer, så det er nemt at tage en lille portion op og varme om morgenen, så der er sundt og nærende morgenmad.