fredag den 24. januar 2014

Bryllup - Brudevalsen!

Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

Efter middagen blev der serveret kaffe, te og lidt lækkert til ganen i et andet lokale. Her havde tjenerne sat alle gaverne ind, så vi kunne være tæt på dem, og ikke mindst få pakket de sidste gaver ud.
Det var rigtig hyggeligt og en god tanke, da vi derved kunne pakke de sidste gaver ud og stadig være omkring vores gæster.


Herefter var det nu blevet tid til brudevalsen. Vi havde ikke brugt så meget tid på at øve den, men vi kunne grundtrinene og vi kom helskindet igennem den :)





Efter brudevalsen var der så "fri dans" indtil omkring kl. 2 hvor DJ'en sluttede og vi fik natmad. Der var mine kræfter heller ikke til mere, så det var tiltrængt med lidt hvil og snak med de sidste gæster, og så smuttede vi over til vores suite omkring 3.30! 

Jeg skød det lige "den frie dans" igang med nogle af de skønneste piger jeg har i mit liv! 


Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

tirsdag den 21. januar 2014

Bryllup - Middagen!

Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

Omkring kl. 18 gik vi til bords og fik serveret vores skønne bryllupsmiddag.
Vi sagde først et par ord og takkede alle vores skønne gæster, og herefter gav vi min svigermor ordet som var toastmaster - en post hun klarede så godt med hendes gode påfund og rolige overblik!


Vi havde sammen med Danni fra Scheelsminde lavet vores ønskemiddag, men hvor kokkene stadig kunne "trylle" lidt og kræse om os gæster!


Forretten bestod af røget andebryst med salat og tranebær, syltede frugter og hjemmebagt brød! 


Den første taler var min stedfar. Det var en tale omkring min betydning i hans liv og om hvor stolt han er over mig og de bedrifter jeg har opnået - store ord fra en mand som ikke rigtig taler om følelser :)

Den næste taler var min kære mand som var meget nervøs. Men han klarede det godt og fik sagt alle de ting han ønskede at sige. Vi er ikke altid nogle som overøser hinanden med kærlighedserklæringer i det daglige, men vi ved altid hvor vi har hinanden - og det bar hans tale bl.a. præg af - og faktisk også min! :)
Hans tale sluttede med at vores DJ spillede sangen "Din for evigt" med Burhan G. Det var en god afslutning, da vi i de minutter sangen varede kunne sidde stille sammen og bare nyde hinanden i nuet, mens vores nærmeste var omkring os!


 Efter forloverens sang (han er ikke den store taler, så sprang let over det med en sang), var det blevet tid til champagnesorbet. Mmmmmh mums - jeg kunne spise det hver dag!


Og så var det blevet min tur til at tale. Jeg havde forberedt nogle dybe ord for min sømand. En tale som var lidt svær at komme igennem, da der for mig lå nogle flere ting i de dybere lag, men jeg kom heldigvis igennem den uden tårer. Ja faktisk gråd jeg ikke en eneste gang på hele dagen - dog var svigermor lige ved at spolere det, pga. de rosende ord hun sagde om mig i hendes tale!


Hvis jeg kunne have gjort noget om på dagen, så skulle det kun have været én ting - at have kigget mere op.
Jeg kiggede en del ned og var ofte lidt usikker på mig selv. Men set tilbage så skulle jeg bare have sprunget ud i dagen uden at tænke så meget og bare have nydt at se alle gæsterne i øjnene! 

Efter min tale var det blevet tid til hovedretten, som bestod af oksemørbrad med sommerfrikasse, smørstegte kartofler, lidt friske grøntsager og flødepebersauce.
Der er "tradition" for at man tager rigeligt af kød i min familie, så fadet kom glædeligt ind fire gange, hvorefter min storebror måtte give op - til tjenernes store fornøjelse :)


Der var skønt humør blandt bordene, og der blev ofte skålet til hinanden - rødvinen slog dog hårdt og gav en del tømmermænd til nogle gæster! :)


Efter hovedretten sneg vi os ud foran feststedet og fik taget nogle solnedgangsbilleder - nogle jeg er virkelig glad for at have den dag i dag!


Bettemanden havde et lille indslag med til festen og havde (selvfølgelig) sendt min mor som budbringer.
Hun har sørget for en kasse (med et afskyeligt billede af os :) ), hvor alle gæsterne skrev beskeder og lagde i. Denne får vi så på vores 1 års bryllupsdag, sammen med nogle andre ting fra dagen, som dog fortsat er en hemmelighed :)


De sidste talere var min svigerinde, svigerfar, en ældre bekendt af min familie og min svigermor. Og så kom der også en sang fra mine brødre og svigerinder.
Som alle de andre taler var disse også fyldt med skønne ord, alkoholiske anekdoter fra Sørens vilde ungdom (dem fortalte alle vist om) og velmenende råd om fremtiden. Og selvfølgelig den obligatoriske snak om snarlige børnebørn. Hmmm ja :)

Men mellem disse taler og indslag var der også rigeligt tid til kysserunder.



Som afslutning på middagen fik vi en skøn dessert - Gateau Marcel med is og frugter. Den dessert må jeg virkelig også selv få lavet en dag for nøj det smagte himmelsk!


Under middagen blev der dog også klapret med glas og bestik, så vi flere gange måtte op på stolene og ned under bordet! :)


 
Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

onsdag den 1. januar 2014

I 2013 har jeg ...

... været udlært i 1 år (med uddannelse nr. 2) og dermed også været fastansat i 1 år! :)

... fejret 25 års fødselsdag!

... været helt nede og bide i det sureste græs (og gør det fortsat), og derfor har bloggen været prioriteret fra!

... taget en stor beslutning, som der kommer mere om i det nye år!

... sagt ja i kirken til min sømand <3

... kørt med automatgear!

... fået endnu en dum kronisk diagnose til samlingen!

... kunne følge vores hus blive mere og mere færdigrenoveret!

... været på min længste ferie og flyrejse (vores honeymoon til USA)!

... fået foretaget min første operation pga. min dumme sygdom (og den længste sygemelding, som jeg ikke er ovre)!

... besluttet hvem som endeligt skal sørge for at vi udvider hundeflokken herhjemme!


Dette er egentlig en skøn måde at få et tilbageblik på året som er gået!
Og selvom året ikke er blevet som jeg havde håbet, og jeg har været mere syg end ellers, så er det fortsat et skønt år at se tilbage på - specielt pga. vores skønne bryllup i juni, som jeg stadig mindes med store smil.


Billedet her er fra i går aftes, inden vi tog i byen og fejrede nytåret med et vennepar!

torsdag den 14. november 2013

Bryllup - Receptionen!

Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

Vi havde valgt at holde en reception efter vielsen, da vi synes at det var en fin måde at invitere nogle med til vores dag, som vi ikke kunne finde penge til at skulle med til festen i budgettet.

Så mens vi fik taget billeder ude i parken, så blev der serveret sandwich og kølige drikke indendøre til vores gæster.
Vi havde håbet på at det kunne være foregået udendørs, men grundet den vilde blæst på dagen, så blev det hele rykket indenfor.

Vi havde valgt sandwich med tre slags fyld:
  - Hjemmelavet æggesalat.
  - Hjemmelavet tunsalat.
  - Parmaskinke med ost.


Efter vi havde brugt næsten 1 time på at få taget billeder i parken, gik vi indenfor og skulle skære bryllupskagen for.
Jeg havde selv stået for topfigurene, som blev lavet helt færdige om morgenen og kørt ud til feststedet med mine forældre efter kirken. Så ingen skal komme og sige at jeg var stresset op til brylluppet, når jeg havde overskud til at lave dem færdige om morgenen :)


Kagen blev holdt i enkel stil med marcipanovertræk og friske blomster matchende brudebuketten - den røde tråd blev trukket gennem det hele uden jeg havde behøvet at våge over alle beslutningerne, og det glædede mig så meget på selve dagen!



Kagens indhold var lyse lagkagebunde med et lag med nougatmousse og et lag med en bærmousse. En skøn kombination, som vi fik meget ros for at have valgt :)

Vi nød at der var tid til at sidde og slappe lidt af og hygge omkring vores gæster, som havde fundet sig helt til rette med den gode service fra personalet :)

Derudover havde tjenerne arrangeret gavebordet i et lokale lige ved siden af receptionen, så vi følte fortsat at vi var sammen med gæsterne, selvom vi pakkede lidt gaver op til receptionen.
Og så fik vi ikke mindst hjælp af vores to søstre til at notere hvilke gaver vi fik og hvem giveren var, så vi har en fuldstændig opgørelse over dette.



Efter vi havde åbnet lidt af gaverne (vi fik seriøst så mange skønne gaver, med en del kærlige tanker bag), så var det tid til velkomstdrink, som skulle åbnes med sværd.
Det kom som en stor overraskelse for mig at det var os selv som skulle gøre det, så derfor er jeg meget koncentreret og ikke så fotogen på billederne :)
  



Det var simpelthen så sjovt, at prøve at åbne en flaske med et sværd, og det gik overraskende nemt.
Og så mobber jeg stadig Søren med, at min flaske havde en renere "snit" end hans (det var vores søde tjener som bedømte det) :)

Efter vi fik lidt let i glassene var det tid til kongebilledet, inden vi skulle sættes os til bordet.
Vi havde både solen og vinden lidt imod os på dette tidspunkt, så fotografen blev nødt til at tage billedet med solen i ryggen, så nogle af gæsterne lukker øjnene.


Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

torsdag den 10. oktober 2013

Bryllup - Fotoshoot!

Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

Efter vielsen i kirken blev vi kørt til feststedet i en ældre Ford A. Vi nød tiden vi havde med hinanden, hvor vi bare sad og småsnakkede og skålede. Og så kendte jeg dem begge, som var med til at køre bilen, så der blev også hyggesnakket lidt undervejs.


Vi kunne køre direkte ind i parken på feststedet, og vi bestemte hurtigt med vores fotograf Torben udenfor kirken, at vi tog direkte hertil og fik billeder, da de andre steder vi havde tænkt på var for dårlige denne dag pga. den enorme blæst.
Og her bagefter er vi glade for vores valg. Det gjorde netop også at vi i sidste ende havde mere tid med gæsterne, da vi ikke skulle køre et andet sted hen, og så var der rigtig god læ. Dog ikke nok til at vinden ikke snuppede mit slør én gang :-O

Vi hyggede os enormt meget under billedtagningen og vi havde en god kemi med Torben. Og det kan klart også ses på billederne. Der er mange, som har den der skæve vinkel jeg elsker, og som jeg ofte også selv tager billeder efter.
Det er med at fange øjeblikket og ikke gøre det for opstillet. Og det klarede Torben til perfektion, selvom vi selvfølgelig har nogle opstillede billeder :)

Jeg vil lade billederne tale for sig selv og håbe at I vil nyde dem lige så meget som vi gør :)
Dog får I ikke alle billederne at se fra billedtagningen - der er simpelthen så vildt mange at vælge imellem, så jeg har taget et lille udsnit :)










Alle billederne er taget af Thorhauge Fotografi!

søndag den 29. september 2013

Bryllup - Vielsen!

Alle billeder er taget af Thorhauge Fotografi!

Efter den stille og rolige morgen og formiddag, begyndte nerverne at melde sig, da jeg kom ind i mine forældres bil, og vi skulle køre de få meter op til kirken.



Jeg kan stadig huske at jeg var så blændet af min smukke brudebuket, at jeg blev helt rundtosset og slet ikke kunne forstå at nu var det nu!



Min stedfar, som skulle føre mig op, var irriterende rolig og tog gentagne gange gas med mig. Bl.a. da han bare stillede sig og med armen og sagde at nu var han altså klar, alt imens at min søster rendte rundt omkring mig, for lige at få kjolen helt på plads :)

  
Han havde heldigvis den ro der skulle til, for at vi kunne gå stille og roligt op af kirkegulvet og prøve at nyde det hele. Jeg havde dog kun mest øje på gulvet, for at bevare fatningen (ja, jeg er en af de typer som næsten altid græder i kirken), og så havde jeg øje på Søren, som stod med meget våde øjne og ventede på mig oppe i kirken :)



Vores præst var helt fantastisk. Hun var smilende, uhøjtidelig og holdt en smuk tale for os, som vi heldigvis har fået en kopi af til evigt minde :)


Jeg er beriget med nogle skønne kollegaer, og nogle af dem var mødt op, og sad og ventede på mig. Men de dannede så også espalie udenfor kirken, og jeg blev simpelthen så rørt. Det havde jeg slet ikke regnet med at nogle ville gøre, og det var bare sådan en ting jeg rigtig gerne ville have.
Og som om det ikke var nok, så havde de taget nogle journalomslag med, som jeg endda har lavet. Det var ligesom lige prikken over i'et :)


Min skønne, gravide veninde så sit snit til at få givet lidt ekstra ris ned i kjolen, så jeg havde rig mulighed for at brygge en skøn risengrød til senere på aftenen! :)
Men de andre var nu også "venlige" til at give rigeligt med ris :)



Udenfor kirken stod en gammel Ford A, som vi blev kørt ud til feststedet i. Det var en skøn tur, da vi kunne sidde stille og roligt og nyde hinanden med et lille glas. Og ikke mindst more os over alle de biler som dyttede til os på vejen :)


Pssst! I dag er det i øvrigt vores 3 måneders bryllupsdag <3

Alle billeder er taget af Thorhauge Fotografi!