mandag den 30. januar 2012

De kære små!

Mandag 23.01.12 kom et lille kuld på 3 bullerbørn til verden efter jeg havde annonceret fødslen dagen i forvejen! <3

Det blev til 1 fawn tæve (220 gram), 1 brindel tæve (210 gram) og 1 fawn han (200 gram).

Vi ved endnu ikke om vi bliver de heldige ejere af den fawnfarvede tæve, men jeg synes ikke I skulle snydes for et lille billede af de lækre "rullepølser", som opdrætter har offentliggjort :)

Vores måske-kommende hvalp er vist hende i midten :)

Jeg var til opfølgende kontrol ved Dr. Dyr i dag med bettemanden og han fik stor ros for den gode fremgang. Der var klar forbedring i hans ører og vi skal nu skylle hans ører forebyggende 1 gang om ugen - heldigvis kan jeg vente med at begynde til Søren kommer hjem om 1 uge, for det er altså ikke nemt at skulle skylle ører på en bestemt lille herre ved navn Kenzo! :)


Madplan uge 5!

Mandag - Rester fra søndag: Tarteletter (Søren er på sejlads)

Tirsdag - Rest fra fryseren: MissMuffins Chicken Florentine Puffs med ovnkartofler (Søren er på sejlads)

Onsdag - Tomatsuppe med suppehorn (Søren er på sejlads)

Torsdag - Rester fra onsdag (Søren er på sejlads)

Fredag - Koteletter med pastafad (Søren er på vagt)

Lørdag - Rester fra lørdag (Søren er på vagt)

Søndag - Evt. klar suppe (Søren er på vagt)

søndag den 29. januar 2012

Når tiden lige står stille!

I nat sov min stedfars gamle moster E. ind! Det kom ikke som et chok, for vi har faktisk ønsket dette skulle ske for hende, da hun bare slet ingen livsgnist havde her til sidst. Men selvom man alligevel føler man har bundfællet tanken, så er det stadig noget andet når det så sker!

Hun faldt 19. december og brækkede hoften i en alder af 90 år! Den er siden gået af led 2 gange og hun er gået fra at have været delvis selvhjulpen i eget hjem til sengeliggende på en aflastningsplads på et plejehjem! Det er sørgeligt når livet skal drille sådan den sidste tid, men det var slet ikke et værdigt liv hun levede til sidst.

Jeg besøgte hende de par gange hun var indlagt her den sidste måneds tid, da det lige passede i mine pauser. Og det som virkelig kunne få hende til at kvikke op var når jeg snakkede om bettemanden - hun havde vist et godt øje til ham! :)

Billedet her er lidt utydeligt, da det er taget med min mobil, men det er taget af den gamle moster E. og Kenzo, mens han tigger lidt jordbærgrød.
Hun var en ældre dame, men på dette billede var hun faktisk frisk. Og det er fra november 2011!

Tiden går videre og jeg er ikke som sådan ked af det - bare rigtig trist over at hun skulle føle så meget smerte og ubehag den sidste tid hun levede. Hun lå bare i enorm smerte og ønskede ikke at spise eller drikke og lægerne var bare mere eller mindre ligeglade med at hendes nyopererede protese gik af led hele tiden - hun var jo en ældre dame!!

fredag den 27. januar 2012

Madpandekager!

Når vi får madpandekager med fyld er det ofte for at få brugt en rest af kødsovs, som ligger og gemmer sig i fryseren.


Jeg bruger altid opskriften fra "God mad - Let at lave".

Antal: Ca. 8-10 stk.
Ingredienser:
200 gram mel
½ tsk salt
3 æg
Ca. 4 dl mælk
3 spsk vand

Alle ingredienserne piskes til en klumpfri dej og stilles på køl i ½ time eller til dejen skal bruges.
Dejen bages herefter og pandekagerne stables for at de holder sig bløde til de skal fyldes med det fyld du har lyst til.


Kunne godt forestille mig at jeg ville tilføje spinat til dejen næste gang - men det skal nok være en dag Søren ikke er hjemme! :)

torsdag den 26. januar 2012

Har I mødt Fru KitchenAid!

Her snakker vi om min nye bedste ven, som jeg har valgt at døbe Fru KitchenAid <3


Jeg fik et længe ventet opkald fra Imerco om at de nu havde fået min KitchenAid hjem, som jeg fik i julegave, og jeg kunne hente den når det lige passede mig.
Jeg kunne ikke rigtig overskue det i dag, men på magisk vis fik bilen alligevel drejet rattet ud mod CitySyd da jeg fik fri og så blev den altså hentet hjem i dag alligevel! :)


Den er virkelig lækker og enkel i designet og jeg glæder mig til at begynde og bruge den!

mandag den 23. januar 2012

Grønærter!

Her til aften har jeg bakset en omgang stuvede grønærter sammen!


Det lyder meget gammeldags men smager virkelig godt! Og så er det jo lavet på ingen tid!

Ingredienser:
2 mellem gulerødder
Ca. 2½ dl optøede ærter
Opbagt hvid sovs

Gulerødderne skrælles og skæres i små stykker. De koges i letsaltet vand i 5 minutter.
Herefter kommes ærterne i gryden og koger i 2-3 minutter sammen med gulerødderne.
Du kan evt. smage på gulerødderne og ærterne i løbet af kogningen, for at vurdere om du synes de er kogte tilpas.
Herefter hældes grøntsagerne op i en si og vandet kan evt. bruges til den opbagte hvide sovs!
Når sovsen er lavet vendes grøntsagerne heri og varmes let igennem.


Vi fik karbonader dertil - mmmmmh skøn mormormad! :)

Madplan uge 4!

Mandag - Karbonader med hjemmelavet grønærter

Tirsdag - Hjemmelavede madpandekager med oksekødsfyld

Onsdag - Fisk

Torsdag - Koteletter

Fredag - Svensk pølseret

Lørdag - Mørbrad med en eller anden slags ovnkartofler

Søndag - Tarteletter med hjemmelavet fyld <3

Endnu en uge hvor vi har handlet ind for under kr. 200. Vi har en lille fryser og jeg har været lidt for god til at handle kød og sådan og gemme rester her i januar. Så nu skal der altså tømmes ud i den! :)

søndag den 22. januar 2012

Knækbrød!

For at dulme nerverne lidt omkring en mulig hvalpefødsel i dag, bestemte jeg mig for at bruge lidt tid i køkkenet.
Mine kræfter er ikke til det store bageri for tiden, så jeg glæder mig til min KitchenAid snart kommer hjem :) Men der var dog kræfter til lidt knækbrød og så blev køleskabet også gjort rent.

Jeg bruger altid Lises opskrift og den virker suverænt hver gang og så er jeg så glad for at alle målene er angivet i dl og tsk.!


Antal: 3 bageplader.
Bagetid: 9-10 minutter ved 200 grader.
Ingredienser:
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
1 dl havregryn
2 dl fuldkornsspeltmel
1½ dl hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
1 dl solsikkeolie
2 dl koldt vand


Jeg blendede solsikkekerner, græskarkerner og hørfrø ganske kort og blandede det sammen med de øvrige tørre ingredienser.
Olien og vandet tilsættes og det hele røres sammen.
Dejen fordeles på 3 stykker bagepapir og udrulles mellem et andet stykke bagepapir til den rette tykkelse.
Bages i midten af ovnen.


Jeg har fyldt denne fine lille kagedåse op med knækbrød, som jeg kan tage med på arbejdet i morgen, så jeg ikke skal transportere dem frem og tilbage hver dag. Og så har jeg en anden lille bøtte hvor jeg har hældt lidt hjemmelavet jordbærmarmelade i og så kommer der lidt skiver ost med.
Mmmmmh lækkert formiddagsmåltid!

Søndagsnerver!

Ja, for i dag kommer der måske små bullerbørn til verden!
Opdrætter har nemlig lige opdateret dette billede på hendes Facebook-profil


En rimelig drægtig Bell har lagt sig i fødekassen og samler kræfter.

Så jeg håber at der er en lille fawnfarvet pige i dette kuld, som passer til vores lille familie! <3
Kuldet her skulle være på 4-5 bullerbørn ifølge en tidligere skanning ved dyrlægen. 

Jeg håber brændende at der er en hvalp til os i det her kuld, da jeg tror det vil gavne bettemanden godt med en legekammerat og så har jeg længe ønsket mig en lille tæve - men hun skal have den rigtige farve, så hvis hun ikke er i det her kuld, er vi vist blevet enige om ikke at gå på kompromis men istedet vente til opdrætter igen skal have hvalpe.

fredag den 20. januar 2012

Jeg spiser stadig!

Det er lidt tid siden der sidst har været en opskrift her på bloggen. Men det er ikke fordi jeg ikke får noget mad! :)

Her til aften var der nemlig forloren hare med kartofler, gulerødder og SOVS :)


Nu står resten af aftenen på sofahygge med et godt, varmt tæppe og en hovedpine jeg godt kunne være foruden!
Og så er der slet ikke lagt planer for resten af weekenden - det er altså skønt! :)

Hvad har du ellers af planer i weekenden?